Han så stift ned for sig, men den lille by ville ikke lade ham i fred; fliserne i banegårdens vestibule smilte og nikkede til ham som mange kendte ansigter. Og lyden var den samme, og lugten – denne støvede, rå luft, som suste igennem fra gade til perron. Ja, han var hjemme…
Buchholtz: God lille by