Anker Gemzøe

Limfjordens forfattere 

Limfjorden og litteraturen
Litteratur og landskab hænger ofte sammen. Livet leves i landskaber, erfaringer er knyttet til steder, og litteraturen lever af erfaringer. Landskabet præger litteraturen, og litteraturen gør på sin side noget ved det, fylder stedet som livsrum med fornemmelser af tiden og farver det med stemninger, følelser og værdier. Litteraturen præger vores forestillinger om landskaberne, gør dem til scenerier, livsrammer og symboler.

Limfjordsegnen har haft en særlig betydning for dansk litteratur. Mest har Limfjords-litteraturen fyldt i årene op til og efter år 1900, fra 1870’erne og til og med 1930’erne. I Limfjordens forfattere har vi af mange valgt seks forfattere ud: J. P. Jacobsen (1847-1885), Jeppe Aakjær (1866-1930), Johannes V. Jensen (1873-1950), Thøger Larsen (1875-1928), Johannes Buchholtz (1882-1940) og Aksel Sandemose (1899-1965). Litterært set er de blandt de betydeligste Limfjordsforfattere. Alle er repræsenteret af konkrete steder, der kan besøges i den vestlige Limfjordsegn: byer, gårde, museer, mindestuer, digterhjem. De er indbyrdes meget forskellige, men har også mange vigtige fællestræk.

Til sammen spænder de over tre forskellige generationer, perioder og strømninger. J. P. Jacobsen betragtes som en af frontfigurerne i Det moderne Gennembrud, indvarslet af Georg Brandes’ indledende forelæsning om Hovedstrømninger i europæisk Litteratur (1871), begyndt med J. P. Jacobsens novelle ”Mogens” og Holger Drachmanns digt ”Engelske Socialister” (begge 1872).

Jeppe Aakjær (1866-1930), Johannes V. Jensen (1873-1950) og Thøger Larsen (1875-1928) er hovedpersoner i Det folkelige Gennembrud, der fandt sted omkring år 1900 og havde Limfjorden som sit absolutte tyngdepunkt. Af andre Limfjordforfattere inden for denne strømning kan nævnes Johan Skjoldborg (1861-1936), Marie Bregendahl (1867-1940) og (med sider af deres forfatterskab) Jakob Knudsen (1858-1917) og Thit Jensen (1876-1957). Hertil kommer (lidt fjernere beslægtet) sjællænderen Knud Hjortø (1869-1931) og Martin Andersen Nexø (1869-1954), arbejdersøn fra København, men mest opvokset på Bornholm.

Johannes Buchholtz (1882-1940) og Aksel Sandemose (1899-1965) indgår i en tredje periode og strømning: Mellemkrigstidens sociale realisme.

Samtidig er der mange gennemgående fællestræk mellem de nævnte Limfjordsforfattere. De har alle regionale rødder i Limfjordsegnen og sætter litterært en geografisk yderkant i centrum, skildrer et nyt landskab og nye miljøer. Skønt forskellige af social baggrund, er det uborgerlige og folkelige, en afstand både til hovedstadens borgerkultur og præstegårdskulturen, et fremherskende træk. De nye folkelige bevægelser, der fra omkring 1870 spiller væsentlige roller i forandringen af det danske samfund, indgår de aktivt i. Sammenhængende hermed forbinder en moderne, sekulær livsholdning Limfjordsforfatterne. På tværs af generationerne kan de alle siges at repræsentere den vitalistiske strømning, idet J. P. Jacobsen her som på andre måder foregriber senere hovedtendenser.