Anker Gemzøe

For den store mellemgeneration af Limfjordsforfattere er tilbagegrebet til mundtlige fortælletraditioner led i en fornyet realistisk prosa. I stedet for impressionismens tilbagetrukne fortæller (typisk fx for Herman Bang) optræder ofte en særdeles synlig folkelig fortæller. Jegfortællere, med mere eller mindre markeret dialekt, optræder hyppigt og karakteriserer gennem deres fortællinger også sig selv. En eksperimentel vekslen mellem flere fortællerstemmer forekommer også.

I den stilistiske mangfoldighed og det frie skift mellem forfælleformer ligger der en ejendommelig blanding af ’genbarbarisering‘ ved tilbagevenden til den mundtlige fortælletradition og raffinerede modernistiske eksperimenter. Den korte fortælling er hovedgenren. Selv romaner virker – på tværs af Limfjordsforfatternes generationer og individuelle forskelle – ofte som ansamlinger, konglomerater af fortællinger.

I lyrikken ser vi ligeledes to samtidige, på sin vis modsatte tendenser: på den ene side en fornyelse af den folkelige sangtradition gennem faste, sangbare strofer, på den anden side en dristig, moderne prosaisering af lyrikken i frie vers, foregrebet af J. P. Jacobsens arabesk-digte. I Johannes V. Jensens tidlige digte bliver inspirationen fra Goethes og Heines digte i frie vers sammensmeltet med den fra Walt Whitmans prosahymner.

Limfjordsforfatterne skildrer, som andre forfattere i omegnen af det folkelige gennembrud, bønders, fiskeres og arbejderes verden. En forfatter som Henrik Pontoppidan havde allerede sat søgelys på fattige og forkuede miljøer på landet, men i den nye litteratur gør det erfaringsbaserede, synsvinklen indefra, en forskel. Skarpe billeder af tjenestedrengens usle kammer, elendige aftægtsboliger for de gamle, tilbagestående og moderne bedrifter, folkenes forhold på de store herregårde danner kant i fortællinger eller digte.

Gamle og nye samlivsformer på landet og fremvæksten af moderne stations- og havne- og handelsbyer skildres nærgående. Hyrdedrengens kulde og ensomhed, husmandens tunge slid, det mekaniserede tærskearbejde på de store gårde, alle former for arbejde tages op. En praktisk materialisme sættes i centrum: det arbejdende menneske i fri luft. Og trods mange indignerede billeder af umenneskeligt slid og nedværdigende arbejdsvilkår er en elementær arbejdsglæde svær at holde nede. Alle disse aspekter af arbejdet er fx stærkt repræsenteret hos Johan Skjoldborg og Jeppe Aakjær.

Mennesker og miljøer er over alt mærket af brydninger. Mellem det gamle, den traditionelle almuekultur, der både kan virke idyllisk og snærende – og det nye, moderniseringen eller opbruddet, der kan føre til frigørelse, men også til forfladigelse eller rodløshed. Brydningstider skaber originaler. Hvor tradition og modernitet støder hårdt sammen, opstår originalen, som er for stor, for egenartet, for god eller for stejl til at kunne tilpasse sig de nye forhold.

Skønt ramt af alle en brydningstids modsætninger rummer menneskene i den frie og barske Limfjordsnatur – selv originalerne, der selvdestruktivt har stillet sig på tværs af udviklingen – et overskud af kraft, en undertiden udtalt, oftere underforstået folkelig utopi, et udkast til et livsnært menneskebillede.