Anker Gemzøe

Pigen fra Limfjorden et markant, næsten sammenfattende udtryk for Limfjordsbilledets betydning i det folkelige gennembrud. Denne hovedstrøm i den danske vitalisme tones af lyset over Limfjordens vige og bredninger og egnens snart harmoniske, snart dramatiske møde mellem land, vand og frodig, oftest kvindelig kropslighed.

Den nye naturkult viderefører og fornyer en lang tradition for kvindeligt erotiserede skildringer af det blødt afrundede danske landskab. På denne baggrund etablerer Limfjordsbilledet sig som intet mindre end et nyt Danmarksbillede, et sejrende kompromis mellem to tidligere og konkurrerende udgaver af et sådant. Over for Oehlenschlägers idylliske Sjællandsbillede havde Blicher malet sit karske modbillede af sorte høje på den mørke jyske hede. Det folkelige gennembruds Limfjordstopos gjorde det kunststykke at flytte Oehlenschlägers Danmarksbillede vestover med bibeholdelse af det væsentlige i det, men dog med et præg af noget mere folkeligt, barskt, åbent og frit.

Et stærkt udtryk for dette findes allerede i Edvard Sørderbergs digt ”Danmark”, det afsluttende digt i hans digtsamling Gadens Digte (1900). Opvokset i et københavnsk arbejderkvarter og allerede som 16-årig invalideret af tuberkulose fik Edvard Søderberg ved indgriben udefra mulighed for at tage lærereksamen og fik embede i Thy. Mens han i alle samlingens andre digte ser tilbage på barndommens og ungdommens københavnske fattiggade, er synsvinklen her udsigten over Limfjorden i skrivende stund. Digtet fremmaner billedet af et folkeligt Danmark, der trods klassemodsætninger er præget af en velordnet, idyllisk kultiveret natur.

Edvard Søderberg

”Danmark” (1900):
I Danmark ligger der Hus ved Hus,
vel tusind smaa Huse paa Rad,
med røde Tage og Skorstensrøg,
der dufter af Middagsmad. 

Vel tusind smaa Haver med Blomsterbed,
hvor Levkøjer og Asters gror –
Kirketaarne bag Bakkehæld,
og smaabitte Sejl over Fjord. 

I Danmark løber der Sti ved Sti
og mødes med Alfarvej;
Lærken synger, og Droslen slaar
og Gøgen kukker i maj.

I Danmark suser den grønne skov,
og skinner den klare Sol –
den skinner paa Herskabets Liberi
og paa luvslidt Fattigmandskjol’. 

Jeg elsker alle de Tage paa Rad
og alle de Kaalgaarde smaa,
den susende Skov og den blanke Fjord,
og Solen, som skinner derpaa.   

Jeg elsker det Folk, de tusinde Smaa,
som i Danmark bygger og bor –
Fattigmands Rønne ved Alfarvej
Og Fiskerbaaden i Fjord. 

De tusinde Smaa, der stedes i Strid
og vinder kun Fod for Fod –
Spe over dem, der vil Folket tillivs
og kue og knægte dets Mod.

Den afsluttende forbandelse over modstanderne af de folkelige bevægelser er vel først og fremmest rettet mod det udemokratiske godsejerstyre, der først gav op året efter digtsamlingens udgivelse, nemlig ved Systemskiftet i 1901.

Se interviewet om De nationale steder med Dan Ringgaard her.