Anker Gemzøe

Det er en interessant kendsgerning, at den regionale litteratur, hjemstavnsdigtningen, også var en international bølge.[1]De nordjyske forfattere var godt inde i tilsvarende bestræbelser hos forgængere og kolleger i andre nordiske lande. Alle havde selvfølgelig læst norske bondefortællinger som Synnøve Solbakken (1857), Arne (1859) og En glad Gut (1860) af Bjørnstjerne Bjørnson (1832-1910). Lige som folkehøjskolen gjorde Bjørnsons fortællinger bondens verden til et billede på nationen. Stilen blander romantiske træk med en knap, indirekte og scenisk realisme, inspireret både af sagastilen og af moderne europæisk realisme. Bondeverdenen ses indefra. Da kulturen er ordknap, og følelser bliver holdt nede eller kun kommer frem i symptomhandlinger, præger det også fortællemåden. Hertil kommer indslag af ufortolkede drømme og sange i folketone, mættet med ejendommelige billeder.

Denne blanding af folketradition og moderne litteratur, af romantik og realisme, skulle vise sig at have fremtiden for sig. Også Selma Lagerlöf (1858-1940) betød meget. Allerede i sit første værk Gösta Berlings saga (1891) genindsatte hun den mundtlige folketraditions synlige fortæller, der suverænt jonglerer rundt med de forskelligste romantiske og realistiske stilarter og tonefald. Bjørnson og Lagerlöf inspirerede andre nordiske forfattere, og siden blev de og mange andre fra den nordiske hjemstavnslitteratur oversat, læst og omsat til andre regioner rundt om i Europa.

Limfjordslitteraturen er også led i en tværkunstnerisk bevægelse. Skagensmalerne har stor betydning med deres motiv- og miljøvalg og deres maleriske fornyelse af realismen. Siden er der nær forbindelse mellem Limfjordsforfatterne, maleren J. F. Willumsen, Niels Larsen Stevns, de fynske malere (Fritz Syberg, Peter Hansen, Johannes Larsen m.fl.) og komponisten Carl Nielsen.