Anker Gemzøe

Efter nederlaget i 1864 – med tabet af Holsten, Lauenborg og især Slesvig, hvor man mod nord talte dansk og opfattede sig som danskere – blev Danmarks demokratiske forfatning ændret i konservativ retning i 1866. Nogle af de første folkelige bevægelser blev til som en reaktion på dette. Omkring 1870 var nederlagsstemningen for en tid veget for en økonomisk optimisme. Danmark oplevede en ”Gründertid” med hastig industrialisering og urbanisering – og grundlæggelse af folkelige bevægelser.

I 1871 fik grupperinger af partiet Venstre, der repræsenterede bondebevægelsen, flertallet i Folketinget. Den danske arbejderbevægelse, kvindebevægelsen (med Dansk Kvindesamfund) og de intellektuelles radikalisme går alle tilbage til dette år. Bondebevægelsen blev ledende i en koalition af folkelige kræfter, der kæmpede for det parlamentariske demokrati – og allerede havde erobret flertallet i Folketinget. Men en hertil svarende indflydelse fik man først langt senere. Indtil Systemskiftet i 1901 regerede et godsejerstyre ved hjælp af provisoriske love mod det parlamentariske flertal.

I slutningen af 1870‘erne sank kornpriserne på grund af konkurrence fra nye store kornproducenter (bl.a. USA, Canada og Rusland), og Danmark blev hårdt ramt af den såkaldte Store Depression. Mellem 1870 og 1914 forlod omkring 518.000 mennesker (næsten en fjerdedel af den samlede danske befolkning) landområderne. Ca. 300.000 emigrerede, mest til USA, resten flyttede ind i byerne.

Som et hovederhverv overlevede landbruget kun på grund af de danske bønders enestående evne til selvorganisering og omlægning, der fik energi af kampen mod Højreregeringen. Gennem udvikling af et eget uddannelsessystem med oprettelse af folkehøjskoler og landbrugsskoler, gennem en eksplosiv vækst i andelsbevægelsen, der bredte sig fra brugsforeninger til andelsmejerier og -slagterier, blev det danske landbrug moderniseret og lagt om fra kornavl til eksportorienteret mejeridrift og svineavl.

Midt i 1890‘erne kom der igen højkonjunktur og med den en ny bølge af industrialisering og tilvandring til byerne. Men den stærkt voksende husmandsbevægelse muliggjorde, at mange mennesker fortsat kunne leve og arbejde på landet. Nyt land blev opdyrket i heder og klitter, og en række store godser blev opkøbt og opslittet i husmandsbrug.

I denne udvikling blev Limfjordsegnen, den marginale yderkant, efterhånden og især op mod år 1900 placeret som et dynamisk centrum. Danmarks første Brugsforening, begyndelsen til den mægtige andelsbevægelse, blev oprettet i Thisted i 1866 på initiativ af den socialt engagerede provst H. C. Sonne. I radikalismen som strømning kom J. P. Jacobsen, købmandssønnen fra Thisted, til at spille en væsentlig rolle med sine oversættelser af Darwins hovedværker og sit forfatterskab, der viser, hvorledes tidens brydninger gennemsyrer menneskers tanker og følelser.

Den første husmandsforening blev dannet i Klim-Vester Thorup-Vust (Hanherrederne) i 1896. Her blev også landets første klitplantage anlagt. Johan Skjoldborg, lærer i Kollerup, havde nær forbindelse med de involverede pionerer i husmandsbevægelsen, og sporene er tydelige i hans gennembrudsværk En Stridsmand (1896) og mange andre af hans fortællinger, romaner og digte. Husmandsbevægelsens første egnsforening var Husmandsforeningen Fremad, der ved oprettelsen i 1901 dækkede Salling, Fjends og Ginding herreder.