Anker Gemzøe

Alle de nævnte Limfjordsforfattere, men særlig den store generation omkring det folkelige gennembrud, indgik i to vidt forskellige verdener. De kan betegnes som hjemstavnsdigtere, eftersom de havde regionale rødder, var præget af deres opvækst i Limfjordsegnen og skrev om den. Yderligere var de i den enestående historiske situation, at de gennem deres opvækst havde fået direkte adgang til en ældgammel bonde- og almuekultur med en mundtlig sang- og fortælletradition – men samtidig havde oplevet den hastige modernisering af landområderne og folkelivet, der er opridset ovenfor. Derfor kunne de både se frem på de nye udviklinger med traditionens kritiske blik og tilbage på det gamle med moderne øjne.

Det var dem meget om at gøre at formidle værdierne i en hastigt forsvindende verden. Et litterært hovedmål var at indfange sprogtonen og fortællekunsten i almuekulturen og genskabe dens miljøer og stejle personligheder. Mange bidrog desuden til Ewald Tang Kristensens omfattende indsamling af folkeminder.

Samtidig er Limfjordsforfatterne med hud og hår involveret i den moderne udvikling. Deres værk lever og ånder i tidens intense sociale og kulturelle dynamik. De skifter sted og klasse. Nogle vender tilbage til hjemegnen (Aakjær og Skjoldborg) eller er bofaste i området (Thøger Larsen og tilflytteren Johannes Buchholtz). Andre skifter sted og ser tingene både ud fra det gamle og det nye sted.

Mange var kommet i kontakt med højskolen, som de omfattede med blandinger af taknemmelighed og kritik. Alle stifter bekendtskab med radikalismen og en naturvidenskabelig tilgang til tilværelsen. Udviklingen af de nye kommunikationsmidler, herunder den moderne presse, optager dem og giver dem nye muligheder.

Sammenbindingen af Danmark med tog, færger og broer og hele den trafikale globalisering med masseudvandringen til Amerika som historiens største folkevandring sætter spor i deres værk: skibet, toget, mennesker på march. Udvandring er et nærværende perspektiv hos Aakjær fra romanen Vredens Børn til „Ole sad paa en Knold og sang“. En hjemstavnsdigter som Johannes V. Jensen er samtidig en entusiastisk rejsende, der i en rejsebog som Intermezzo (1899) kan finde på at overlade stederne til de fastboende til fordel for rummet mellem dem. Og måske var der i disse år nærmere forbindelser til Nordamerika i Nordjylland end i København.

På grund af denne dobbelthed undgik den danske hjemstavnsdigtning i det store og hele den nostalgiske tilbagelængsel, den ensidige idealisering af gammellivet, der i en del andre lande blev grobund for Mellemkrigstidens fascistiske bevægelser.