Af Erling Høiberg

Barndom og uddannelse

Johannes Buchholtz blev født i Odense i 1882, hvor faderen i 1880 havde slået sig ned som fotograf med eget atelier. I 1883 flyttede familien til Middelfart, hvor faderen supplerede sit fotografarbejde med arbejde som selvlært dentist. Den lille Johannes har senere fortalt, at han bedst har kunnet huske tandkunderne, for de skreg så højt, at det kunne høres over hele huset. Johannes knyttede sig tilsyneladende stærkt til begge sine forældre.

Faderen var i evig aktivitet og havde ustandseligt ideer til opfindelser: en flyvemaskine, som gik ved damp, en båd, der skulle drives frem ved en vindmølle, en turbine. ”Du skal have en dampmaskine på din grav,” sukkede moderen Jensine opgivende, og de mange ideer gav da heller ikke økonomisk gevinst. Moderen, der var meget glad for naturen og for sin have, snakkede med blomsterne, som var de mennesker.

Faderens og moderens betydning har Johannes Buchholtz aldrig været i tvivl om, når han senere som etableret forfatter er blevet spurgt: ”Far og mor. Jeg vil sammenligne ham med et flammende bål og hende med et Bengalsk blus. Og det kan ikke nægtes, at i mit hjem kunne et stakkels barn ikke undgå at få brændt sine vinger. Men da brandsårene var lægt, så havde jeg, ja så havde jeg måske fået lidt mere forstand på at omgås ilden, end de fleste andre børn.”

I barndomshjemmet fandtes ingen romaner, men derimod en del gudelige skrifter, rejsebeskrivelser og naturhistorier, og for sine beskedne husholdningspenge subskriberede moderen på et leksikon til Johannes, så han havde efterhånden en stor viden. Han kom derfor i realskolen, hvor han bestod eksamen i 1899.

Jensine så gerne, at hendes søn læste til præst, men det var jo en lang vej, og desuden ville Johannes selv helst af alt ind til DSB: ”Hvad er de højeste bjergtoppe, når man er en fattig dreng i en lille by? Det var i min tid at komme til jernbanen, for der gik man jo med kronet vingehjul på kasketten, og når man løftede en hånd sådan, gik selv det største lokomotiv i stå.”

Den 8. maj 1899 søgte han således om at blive trafikelev ved statsbanerne, og den 15. august blev han ansat som trafikelev først i Langeskov og senere i elevtiden med skiftende tjenestesteder i Jylland og på Fyn, indtil han i 1902 blev fast udstationeret i Struer.

Struer station i dag.

Mødet med Olga

Kort efter sin ankomst til Struer sad Buchholtz en dag i fru Petra Jagds pensionat i Banegårdsgade og brokkede sig over, hvor trist der var her ude i det vestjyske. Det hørte værtindens datter tilfældigvis, og hun tillod sig at opfordre den unge gæst, ”en nydelig ung mand med et lidt aparte udseende”, til at prøve en tur til Toftum bakker, så ville han nok ændre mening. Buchholtz greb hende straks på ordet, ”men så synes jeg, at De, frk. Jagd, skulle gøre os den fornøjelse at gå med ud til Humlum.”. Olga sagde straks ja til invitationen, og da hun på turen snakkede bedre med Buchholtz end nogen anden, blev de snart uadskillelige, som de var hele livet.

I forlovelsesperioden skrev Buchholtz og Olga næsten dagligt til hinanden, og i 1908 blev de så gift i Struer kirke. Ved brylluppet var kirken stuvende fuld, ikke blot på grund af de mange venner Olga havde, men også på grund af de mange nysgerrige, der ventede noget usædvanligt, og det fik de også. Da bruden kom ind, viste det sig, at brudebuketten bestod af rosenrødt fliget engelskgræs, plukket på Vrallen, hvor de to så tit havde vandret sammen.

Ægteskabet var meget harmonisk. Hun var den altid beskedne kvinde, der holdt sig i baggrunden. ”Den gode fe”, kaldes hun af Eivind Østergaard, der var Buchholtz’ sekretær fra 1929-40.

Det er naturligt, at Jens August Schade kaldte hende ”digterens muse”, da han besøgte parret engang i 1930’erne og skrev et sødt lille essay om besøget i det gæstfrie hjem.

”Tusind glæder gav du mig. Tusind blomster maler jeg dig” malede Johannes Buchholtz på deres fælles alkoveseng. Og hver ny bog blev specielt indbundet til hende og forsynet med en lille personlig hilsen. Bøgerne står stadig i husets spisestue som et vidnesbyrd om hans taknemlighed.

Olga og Johannes i den pæne stue.

En forfatter fødes

I 1915 debuterede den da 33-årige jernbaneassistent så som forfatter med et brag, da ”Egholms Gud” udkom til begejstrede anmeldelser, flere havde svært ved at forstå, at en debutant kunne skrive så godt, ”Hvad skal vi med Knut Hamsum? Vi har jo Johannes Buchholtz,” skrev Ekstra Bladets Frejlif Olsen og sammenlignede hermed Buchholtz med hans egen yndlingsforfatter blandt de nordiske skribenter, og ”der er noget mærkeligt færdigt over ham som forfatter,” skrev Aarhus Stiftstidende.

I romanen skildres fantasten Egholm med ironi, men også med stor forståelse, men det er ikke så mærkeligt, for det var hans egen far, der var modellen. Senere fortsatte han romanen til en trilogi med Clara von Haags mirakler (1916) og Urolige hjerter (1919).

Med disse 3 romaner havde Buchholtz slået sit navn fast på den danske skønlitterære himmel, og han forblev resten af sit liv en efterspurgt forfatter, som ikke alene Gyldendal, men også avis- og bladredaktører kappedes om at få bidrag fra. En del af hans noveller, der senere udkom i samlinger er således oprindeligt skrevet til ugeblade, men har stadig blivende kvaliteter som portrætter af de små byers originaler.

I 1931 kulminerede hans succes som forfatter, da han vandt en stor nordisk romankonkurrence med romanen "Susanne", der senere i 1950’erne er blevet filmatiseret med bl.a. Ib Schönberg og Erik Mørk i hovedrollerne. Om Susanne har han selv sagt, at ”tanken med den er at kaste projektørlys over typer i vort samfund i dag. Hvis det ikke var så gammeldags, kunne bogen godt have heddet ”Jagten efter lykken”. Uden om den skønne, troskyldige Susanne danser de – rige, onde og gode, arbejdsglade og luddovne, kloge og dumme, svindleren og den retskafne”.

Dette var højdepunktet af hans karriere. Han modtog 10.000 kr., hvilket var mange penge dengang, og da han returnerede til Struer, modtog han over 400 tiggerbreve i løbet af kort tid.

Efter denne roman var det som om hans succes stagnerede. Anmelderne blev mere og mere negative overfor hans romaner og novellesamlinger, og det kulminerede, da hans tidligere bekendte fra Struer-tiden, Hans Brix, skrev den senere så berygtede anmeldelse i BT af novellesamlingen ”Fugle på taget” fra 1939. Hele anmeldelsen lød:

”Fugle på taget. Hvilke fugle? Ikke duer. Hvorfor. Duer ikke.”
 

Anmeldelsen sårede Buchholtz meget, og var så meget mere bemærkelsesværdig, som Hans Brix, der havde været lærer på realskolen i Struer en kort tid i starten af århundredet, faktisk havde rost "Egholms Gud", men nu var han svinget helt over og nærmest ydmygede Buchholtz.

Et kulturelt samlingssted

Buchholtz hus udviklede sig på linje med Aakjærs Jenle til et samlingssted for tidens kulturpersonligheder. Etablerede forfattere som Johan Skjoldborg, Thøger Larsen, Johannes V. Jensen og søsteren Thit Jensen, samt ikke mindst Jeppe Aakjær kom jævnligt på besøg. Den lidt forhutlede Holstebrodigter William Waagner tog Buchholtz sig også af, når han havde brug for moralsk og økonomisk støtte. Forfattere som Nis Pedersen, Thomas Olesen Løkken, Hans Hartvig Seedorff, Jo Jacobsen og Harald Bergsted kiggede af og til forbi, ligesom billedkunstnere som Albert Nauer, Kai Nielsen, Sigurd Swane, Anker Hoffmann, Kr. Bjerre og Niels Søndergaard.

Forfatteren Karl Bjarnhoff oplevede dette miljø som helt ung organist i Struer i årene 1917-1918. Han fortæller: ”Mange mennesker kom og gik i Buchholtz’ hus. Alle blev de taget imod, som var de ventet. Tid blev umærkeligt ryddet, bord dækket i spisestuen med de norske bondemøbler og gardiner med påsyede røde hjerter. Fest uden fortravlede nervøse forberedelser. Et måltid tryllet frem. Vin eller brændevin, hvad der nu hørte sig til. Munterhed, livsglæde. - - - Jeg sad i en krog og undrede mig over, at disse mænd virkelig var til: Aakjær, Thøger Larsen, Skjoldborg. Man kunne tage dem i hånden, blive spurgt af dem, svare, tale med dem. Alle lignede de noget nær mennesker, om jeg så ellers havde holdt dem for en slags halvguder, væsener uden gestalt.”

Selv en forfatter som den surrealistiske Jens August Schade, som man ikke ligefrem forbinder med den ”jyske bevægelse”, selvom han stammede fra Skive, aflagde et besøg sidst i 1930’erne og skrev et fint lille essay om besøget.

Man har svært ved i dag at forstå, at Struer dengang på grund af denne forfatter med et slag var kulturelt samlingssted for forfattere især i sommerferierne. Se interview om kunstnermiljøer her.

Buchholtz’ for mange københavnerforfattere så mærkelige kærlighed til denne provinsby, blev selvfølgelig også lattergjort, da han i 1928 i en kronik i Politiken efter en rejse til Paris havde dristet sig til at komme med nogle kritiske ord om verdensstaden: ”Næh – Struer er det jo ikke,” kommenterede Blæksprutten, og Svikmøllen bragte en helsidestegning af ”Kæmpen Gulliver fra Struer”, der hånligt og stolt tramper gennem ”lilleputternes land”- Paris!

   
Struer Museum

Gennem hele Buchholtz virke løber en rød tråd af historisk interesse, se blot indretningen af huset. Det kom også til udtryk i hans interesse for at få oprettet et museum i Struer og med 300 kr. i kommunal støtte tog han i 1929 for alvor fat i arbejdet, og interessen var stor: ”Hver gang jeg går en tur gennem byen, bliver jeg standset af folk, som vil give mig noget. Jeg kan sagtens”, skrev han i Jul i Struer i 1929.

Den 3. juli 1930 kunne museet åbne i et par stuer i den gamle præstegård, som var Buchholtz’ nærmeste nabo. Ejendommen hed oprindeligt som bondegård Torngård, senere blev den en stor købmandsgård, jernbanekontor og fra 1875 præstegård.

Buchholtz købte i 1935 hele ejendommen, og museet blev udvidet. Buchholtz opbyggede her en fin samling og ledede museet til sin død i 1940. Efter Olga Buchholtz’ død i 1957 indgik Buchholtz’ hus som en afdeling af Struer Museum, der dermed kan tilbyde sine gæster et enestående billede af et kunstnerhjem fra 1930’erne, der står bevaret, helt som de to særprægede personligheder har præget det.

Buchholz' hus set fra Struer Museum.