Af Henning Linderoth

En lille dreng

En lille dreng sad ved bredden af Karup å og spejlede sig i vandoverfladen. Drengen hed Jeppe Jensen, og ifølge gammel bondeskik opkaldt efter bedstefaderen. Her ved åen fik tankerne frit spil og de løb hurtigt op til skolen i Fly. I morgen skulle han begynde i skolen efter ferien. Der kom en ny lærer. Den gamle lærers ris sad stadig som erindring ned over ryggen på ham. Nu havde han heldigvis kun et år tilbage af skoletiden, så skulle han rigtig ud at tjene på landet. Så skulle han ikke bare være hjorddreng og flytte kreaturer hver morgen inden skolegang og bagefter. Han så ned i åens blanke vand, hvor hvide skyer spejlede sig på en himmelblå baggrund, der stille og rolig sejlede forbi, og lod tankerne drive ud i verden…

Sulten meldte sig og madmors mellemmadder var godt fedtbelagte og med løgringe. I dag var maden pakket ind i Viborg Stiftstidende. Der var en fedtplet lige der, hvor avisen omtalte J. P. Jacobsens bog ”Niels Lyhne”. Det var svært at læse. Jeppe havde før læst noget om J. P. Jacobsen. Det var om en bog af Darwin om udviklingslære. Han havde også lagt mærke til, at der var forskel på Viborg Stiftstidende og Viborg Stifts Folkeblads omtale af Darwin. Den første var negativ, og den sidste var meget positiv. En begyndende kritisk sans var plantet i den lille dreng som et spirende frø.

Han begyndte igen at tænke på næste dag, hvor han skulle begynde i skole. Et år tilbage og så skulle han, ligesom brødrene hjælpe til derhjemme og ud at tjene på en gård. Livet var for alle børn lagt tilrette. Kun drengenes soldatertjeneste kunne for en periode rykke dem ud af landsbyens traditionelle liv. Landsbyen Aakjær var meget lille, men den fungerede og behovet for at forlade den var ikke stor. I nabolandsbyerne var livet ikke anderledes.

Men! Næste dag gik Jeppe op til landsbyskolen i Fly – intetanende – men hurtigt blev alt forandret.

Jacobsen, Niels (lærer ved Fly Skole) og hans hustru 1880.

En ny lærer 

Ind i klassestuen kom den grundtvigske lærer - Niels Jacobsen. Han havde ingen katekismus med. Han havde ingen ris med. Han stod der midt i lokalet og fortalte for børnene.

Læreren opdagede meget hurtigt, at Jeppe var usædvanlig belæst og vaks. Han gik til Jeppes forældre, og fik dem overtalt til at sende drengen på Staby efterskole. Det var økonomisk meget kostbart, men forældrene gjorde det, når degnen anbefalede det. På Staby efterskole slugte Jeppe alt den visdom, han kunne komme i nærheden af. Her var muligheden for et anderledes liv.

Hjemvendt til landsbyen Aakjær fortalte han gerne, om alt det nye han havde lært. Men han skulle videre.

 

Askov Højskole

Som 19-årig tog Aakjær til Blågård seminarium i København og afsluttede i juli 1886 med præliminæreksamen. I København fulgte han med i alt det nye, som en storby kunne tilbyde.

På opfordring tog Jeppe Aakjær efterfølgende til Askov højskole for at uddanne sig til højskolelærer. Højskoleopholdet blev gennemført, men det blev en fiasko, da højskolelærerne på Askov Højskole ikke ville anerkende Darwins evolutionslære, som Aakjær havde sat sig grundigt ind i. Senere blev han højskolelærer hos Morten Pontoppidan på Københavns højskole, men blev afskediget, netop fordi han underviste i Darwins lære. Han havde en farlig viden på det forkerte tidspunkt.

 

Hvem var denne Jeppe Aakjær?

Barndomshjemmet i Aakjær var meget fattigt, og stedet kunne ikke brødføde familien, så drengene blev sendt ud som hjorddrenge hos de store gårdmænd på egnen. Jeppe var ingen undtagelse, og som 10-årig blev han sendt hjemmefra og kom til at bo i et karlekammer. Det var et hårdt liv. Tidlig om morgenen skulle han sætte kreaturerne på græs. Hele dagen og aftenen skulle de flyttes rundt til nye græsarealer og hjem til malkning. Indimellem var der skolegang, hvor der var lidt fred fra det hårde arbejde. Han fandt også tid til læsning i aviser og de meget få bøger, der var i hjemmet. Læsning var drengens helt store fornøjelse. Han blev derfor anset for lidt underlig blandt de jævnaldrende i landsbyen. 

Hjorddrengen. Tegnet af Achton Friis i 1902.

 

I fængsel

Under Estrupperioden var Aakjær flere gange i konflikt med samfundet. Under sit første ophold i København fra 1884 til 86 var han meget tæt på grupper, der ville bekæmpe Estrup med vold. Han var i København i 1885, da et attentatforsøg på Estrup fandt sted.

Den 17. januar 1887 blev han fængslet, efter at han havde holdt et foredrag i Fly, om den franske revolution i 1789. I det samme foredrag angreb han kirken. Det blev for meget for den stedlige præst, der angav Aakjær til myndighederne i Viborg. Aakjær blev sat fast i Viborg Arrest uden anklageskrift og andre retsstatslige rettigheder. Myndighederne kunne ikke finde noget juridisk at anklage ham for. Efter 17 dage i total uvished om sin skæbne blev han frigivet. Dommeren undlod ikke at give ham en moralsk opsang med på vejen. Han skulle stoppe de samfundskritiske møder og foredrag, hvilket han selvfølgelig ikke gjorde.

 

Ægteskab med Marie Bregendahl

Gennem foredragene kom han i kontakt med storbondedatteren Marie Bregendahl, der ligesom han selv stammede fra Fjends. De flyttede sammen til København, hvor de blev gift. Marie skulle drive et pensionat, medens Jeppe skulle tage studentereksamen. Aakjær blev student og fik også første del af historieuddannelsen på Københavns universitet. I 1894 fik de sønnen Svend Aakjær. Det var økonomisk og socialt en meget hård tid for dem begge, og Aakjær måtte af økonomiske grunde stoppe historiestudierne i 1898.

Marie Bregendahl og Svend Aakjær i 1901, da Svend skulle begynde i skole.

 

Gode venner i Jylland

I slutningen af 1899 skiltes Marie og Jeppes veje. Aakjær blev boende i København, men om sommeren flyttede han til gode venner i Jylland, blandt andet mejeristen Esper Andersen i Jebjerg og distriktslægeparret i Sjørup, Johanne og Sigurd Rambusch. De to steder tog forfatterskabet fart og næredes af de personlige oplevelser og fortællinger han havde fra sin barndom. I Jebjerg skrev han bl.a. "Missionen og den Høvdinge", 1899, ”Bondens Søn”, 1899, ”Vadmelsfolk”, 1900 og "Vredens Børn", 1904.

 

En lov fjernes

 ”Vredens Børn” satte sindene i kog over hele Danmark. Ikke mindre end 1000 artikler blev der efterfølgende skrevet. Det var en mediestorm. De fleste kritiserede Aakjær for at beskrive forholdene for tyende alt for sort. Men en del fik øje på de elendige forhold, som de tyende levede under og i 1907 nedsattes en tyendekommission med Peter Sabroe som formand. Kommissionen skulle se på forholdene. Tyendekommissionen arbejdede meget langsomt, da partiet Venstre flere gange fik stoppet kommissionsarbejdet. Det endte dog med, at loven blev fjernet i 1921. Aakjær havde ret.

 

”Rugens Sange”

Hos Rambusch skrev Aakjær i vinteren 1906 den berømte digtsamling "Rugens Sange", der i dag er kommet i mere end 100.000 eksemplarer. Det samme år fik han Det Ancherske Legat på 1800 kr. For pengene tog han på en tur rundt i Europa. Det mest givende på turen var besøget i Skotland, hvor han besøgte alle mindesmærkerne for den skotske nationaldigter Robert Burns. Under opholdet skrev han flere digte om Burns - et af Aakjærs store forbilleder.

 

Ægteskabet med Nanna Krogh

I 1902 mødte Jeppe Aakjær en ung jysk pige ved navn Nanna Krog. Han forelskede sig straks i pigen og hun i ham. De blev gift i 1907 og flyttede straks ind på Jenle. Hun blev en stor støtte for Aakjær resten af livet.

Nanna Aakjær var uddannet snedker i 1895. Hun tog derefter en billedskæreruddannelse fra Tekniska Skolan för quinliga Lärjungar i Stockholm med studieophold på Nääs Sløjdskole ved Göteborg, samt et legatophold på et år i London på en af Europas fornemste internationale billedskærerinstitutioner. Gennem Londonopholdet fik Nanna indsigt i europæiske kunstretninger og kvinde- og socialpolitiske problemer i England. Hun kom tilbage til Stockholm for at færdiggøre uddannelsen, som en usædvanlig veluddannet kvinde, der udover håndværket også beherskede flere europæiske sprog. I 1898 rejste hun tilbage til moderen i København som udlært billedskærer.

Nanna Aakjær (f. Krogh) København 7-6-1902.

8000 til Jenlefest

I 1908 ville Jeppe Aakjær rejse en mindesten over sine forældre på en mark i Aakjær. Under et interview i Skive Folkeblad havde han udtalt, at han forventede 150 deltagere til afsløringen af mindestenen. Der kom 3500!  Det blev startskuddet til den første Jenlefest i 1910. Det samme år afholdte Nanna det første kvindevalgretspolitiske møde på Jenle. Indtil Jeppe Aakjærs død i 1930 blev der hvert år afholdt store Jenlefester, der tiltrak tusinder af deltagere. I 1920 kom der 8000. På Jenle havde Aakjær sin politiske talerstol, hvor han kunne agitere mod militarismen og for sociale forbedringer for de dårligst stillede i Danmark.

 

Forfatterskabet udvikler sig

På Jenle fortsatte forfatterskabet med en række digt- og novellesamlinger og romaner bl.a. ”Jens Langkniv”. Her skrev han også 5 skuespil. Den mest kendte er ”Livet på Hegnsgaard”, der blev flot modtaget på Dagmarteatret i København, og opnåede kæmpesucces på teatret i Aarhus og andre provinsteatre.

I 1917 indstillede en norsk samfundstænker Jeppe Aakjær til Nobels litteraturpris. De svenske litteraters anbefalinger var meget fornemme, men komiteens formand var ikke meget for socialt engagerede forfatterskaber, og frygtede datidens sociale revolutioner i Europa og Rusland. På det grundlag afvistes Aakjær.

 

Aakjær hyldes

Da Aakjær i 1926 blev 60 år ville de københavnske dagblade fejre ham. Festen varede i en uge og hovedfesten blev afholdt på Københavns Rådhus, hvor man havde gjort plads til 1600 personer. Pladserne blev meget hurtigt udsolgte. Festtalerne var mange og Aakjærs takketale blev transmitteret i radioen. Alle betalende blev budt på smørrebrød og pandekager, der her blev serveret for første gang. Hen på aftenen gik Aakjær ud på balkonen og beundrede de mange tusinde fakler, der var tændt til hans ære.

I 1928 ønskede danske litterater et Dansk Akademi efter svensk forbillede. Der blev foretaget avisafstemninger, der resulterede i, at Aakjær fik dobbelt så mange stemmer som nummer to og tre til sammen. I vinteren 1930 indvalgtes Aakjær i Nordisk forfatterforenings bestyrelse. Aakjær var på toppen af sin forfatterkarriere og havde den glæde, at han også tjente godt på forfatterskabet. 

Fra Københavns Rådhus den 10. december 1926, hvor man fejrede Aakjærs 60-årsdag.

Aakjærs død

Tirsdag den 22. april 1930 døde Aakjær. En stor dansk digterkonge var død. Kisten blev kørt fra Jenle til Aarhus og sejlet til København, hvor Aakjær skulle kremeres. Ikke mindre end 150.000 personer tog på Aakjærs sidste rejse afsked med den folkekære forfatter. Statsminister Stauning holdt en bevæget tale ved kisten. Jeppe Aakjærs urne blev nedsat i lyngbakkerne syd for Jenle. Stedet besøges hvert år af ca. 30.000.

På stenen står:

 "Her standsed de glade klange.
Her sattes mit livsens mål.
Det er asken af usungne sange,
der hviler i denne skål."

Gravstenen i Sydskoven på Jenle før Nannas død.

 

Inspirationen fra Aakjær

Aakjærs forfatterskab lever fortsat. ”Jens Langkniv”, ”Livet på Hegnsgaard” og ”Naar bønder elsker” blev efter Aakjærs død indspillet som film. ”Jens Langkniv” er også kommet som tegneserie. Med inspiration fra ”Jens Langkniv” skrev Lars Lilholt i 1984 en sange med samme titel og med det berømte omkvæd:

Han tog fra de rige

og gav til de små

og ravnene skrige ved Karup Å

I 1966 indspillede Annisette ”Vredens Børn” på Savages Rose CD’en ”En vugge af stål”. I 18. udgave af Højskolesangbogen fra 2010 er Aakjær repræsenteret med 18 sange kun overgået af Grundtvig.  Der bliver fortsat sat nye melodier til Aakjærs lyrik. Aakjærs liv har inspireret til flere teaterstykker.