Af Finn Larsen

Barndom og ungdom

Johannes V. Jensen (JVJ) blev født i Farsø i Himmerland i 1873 som næstældst i en stor børneflok på elleve. Egentlig hed han Johannes Wilhelm med W. Hele livet led han af udve og hjemve, konstant på fart i tid og rum, søgende efter det evige liv, og det fik han, men først i eftermælet.

Hans samtidige i Farsø, betegner JVJ som et meget følsomt gemyt, stående udenfor drengeflokken. Han var som en fremmed, der observerede og med helt andre interesser end bønderbørn normalt havde.
Mest kendt af den øvrige søskendeflok er forfatteren Thit Jensen (1876-1956). Hun skrev bl.a. den historiske roman Stygge Krumpen og var desuden en ivrig kvindesagsforkæmper.

Faderen var dyrlægen Hans Jensen, som kom fra Himmerland. Slægten havde i generationer været landmænd og håndværkere. JVJ kaldte sig selv skribent, ikke forfatter. Det at skrive var for ham et håndværk. Han anså det ikke for finere end andre håndværk. Faderen Hans var et levende leksikon, amatørbotaniker og skrev to bøger. En, der berettede om spøgelseshistorier og egnens folkesagn, og en om Darwins teorier. JVJ var ofte med faderen på sygebesøg, og sammen med faderens drabelige fortællinger, udgjorde disse besøg referencerammen for de senere Himmerlandshistorier.

Moderen, Marie Kirstine, stammede fra Falster. De mange svære fødsler sled på kroppen. Ved JVJ’s fødsel tog ryggen så stor skade, at hun måtte gå med et stålkorset resten af livet. Men hun fik trods dette yderlige ni børn! Hun led af nedarvet depression, truede ofte med at hænge sig på husets loft. Dette var medvirkende årsag til JVJ’s evige dødsangst.

Hjemmet var antireligiøst, dog med okkulte interesser, spiritismen. Ved natlige seancer forsøgte man at komme i kontakt med en tidlig afdød datter, heri deltog Thit som medie. JVJ blev også antireligiøs, men tog stærk afstand fra spiritismen. Han mente, den var svindel og selvbedrag. Seancerne og spøgelseshistorierne medførte, at JVJ var mørkeræd til sit tyvende år

Portrætbuste af Johannes V. Jensen, udført af Niels Hansen Jacobsen, gips, 1906. Deponering fra Vejen Kunstmuseum på Johannes V. Jensen Museet.

Student i København

JVJ flyttede alene til Viborg i 1890 som syttenårig og vendte herefter kun tilbage til hjemegnen i ganske korte perioder resten af livet. Han blev student fra Viborg Katedralskole i 1893, flyttede herefter til København for at læse medicin. Bestod en række indledende eksaminer og arbejdede som frivillig på Kommunehospitalets kirurgiske afdeling. I 1898 opgav han helt lægestudiet for at blive heltidsforfatter. Han havde da allerede fået udgivet 12 romaner.

JVJ levede livet, dyrkede den fri kærlighed og forlovede sig med Jenny Andersen, en 15 år ældre gift kusine, til stor forargelse for den borgerlige familie i Farsø og den bly Thit Jensen. Med Thit kom det til et ulægeligt livslangt brud.

For at overleve skrev han i perioden 1895-98 ti føljetonromaner i magasinet Revuen under pseudonymet Ivar Lykke. Der var tale om meget bloddryppende kriminalromaner med malende titler som, Milliontyvens Høvding, og Skatten på Korsøgaard. Kontrakten lød på mindst et mord pr. nummer! Disse ti romaner regnes ikke med i det samlede forfatterskab, men har sikkert været en god forfatterskole. Debuten blev romanen Danskere (1896) fulgt af Einar Elkjær (1898). Romanerne handler om unge jyder, der tager til København for at studere og her møder det dekadente liv og menneskelige forfald. Bøgerne er fulde af selvrefleksioner. Også disse to romaner strøg JVJ selv senere af forfatterskabet, som så starter med Himmerlandsfolk (1898). JVJ havde her fundet sin stil.

Himmerlandshistorier

I alt 40 historier kan henregnes til kategorien ”Himmelandshistorier”, som hovedsagelig blev udgivet i perioden 1898-1910. Bag de fleste skjuler sig virkelige personer og hændelser, hårde skæbner formet af tidens og egnens barske livsbetingelser, uløseligt bundet af urinstinkter. Historierne er blottet for empati, de fremstår råt beskrivende, konstaterende, som et fotografi.

Billede fra Gedsted (Graabølle) i Himmerland, hvor dele af den darwinistiske himmerlandshistorie, ”Wombwell” foregik. Et engelsk cirkus der i 1888 besøgte egnen, en elefanter gik amok og raserede et træ.

Rejser

I 1896 foretog JVJ en kort Amerikatur. Han ville se og opleve den nye verden. Det blev starten på utallige mange, lange rejser, seks gange til USA, Østen, jorden rundt. De mange indtryk manifesterede sig i bøger og rejsebeskrivelser som ”Den gotiske Renaissance” (1901), med artikler fra Verdensudstillingen i Paris år 1900, ”Skovene” (1904), ”Den ny Verden” (1907), ”Nordisk Aand” (1911), etc. JVJ elskede hele livet journalistik, den nye tids udtryksform, de korte rammende skildringer.

Ægteskab

JVJ blev gift med Else Marie Ulrik i 1904. Hun var snedker og sløjdlærer, og de bosatte sig på Østerbro i København. Fra at være vildmanden i det danske våben, meldte han sig nu som borger på torvet, på det personlige plan fra fandenivoldskhed til at søge harmonien.

Flere inddeler således forfatterskabet i to perioder, ungdom – (1904) 1906, hvor JVJ skriver bidsk, angribende alle der ikke forstår ham, usødet, kraftkarlen, og så det voksne forfatterskab, det mere filosoferende, livsbekræftende, hvor hylden blomstrer og hvor den danske kyst smiler fager. Fru Else havde en mere jordnær forklaring: ”De Jensener bliver mere milde med årene”! Sammen fik de tre sønner, Jens, Villum og Emmerik, der alle tre blev læger.

Fornyer

Jensens forfatterskab skulle blive et af de mest omfangsrige i dansk litteratur. I 1900/01 udkom et af hans mest berømte værker, Kongens Fald. Man følger i romanen to forbundne skæbner i 1500-tallets Danmark, Mikkel Thøgersen og kong Christian 2. Deres opstigning og fald er romanens omdrejningspunkt, mennesket er sat under naturens lov. JVJ beskriver i ”Kongens Fald” landets og menneskenes forfald, den danske ”tvivlesyge”, symboliseret ved kongen, der ror frem og tilbage.
Det var denne stadige iboende danske ”tvivl”, som efter JVJ’s mening førte frem til det store pinlige nederlag i 1864, ikke kun geografisk men også menneskeligt.

Romanen ”Kongens Fald” er skrevet i et meget sanseligt, kraftfuldt sprogbrug, noget JVJ videreudviklede i en ny genre, myter, og ikke mindst i Digte, 1906.

Jensen samlede på menneskekranier, som et led i sine racestudier. Her et fra en opgravning i Aalborg, Johannes V. Jensen forestillede sig, at det var fra Grevens Fejde. Her placeret på ”Kongens Fald”, det uundgåelige, døden.

Med udgivelsen af Myter og Jagter (1907) skabte JVJ en ny genreform, der dog allerede var på vej før 1900. En myte er ”Enhver Skildring der bringer et Stykke af Naturen i Sammenhæng med Tiderne er en Myte”.( JVJ, i Aarbog 1916). Myten er en sammensmeltning af fortid og nutid, noget generelt. I alt udkom 11 bind myter.

”Digte, 1906”, her fornyer JVJ dansk lyrik med en meget rå og sanselig nerve, en ”talt” prosaform. Hvor man før i dansk digtning havde fast opbygning (metrik) i digtene, skrev JVJ uden fast form. Emnerne var også nye, nogle tanker på en togstation i Memphis, fire stykker smørrebrød på en restaurant i København. Digtene udtrykker en sjælelig interferens: hvor er jeg i livet, hvad er målet? Milevidt fra tidligere emner, hvor gud, konge og fædreland blev vægtet højt. Hverdagen var kommet ind i dansk lyrik. JVJ udgav i alt fem digtsamlinger i perioden 1906-1937.

Den lange Rejse, (1908-1922). Oprindelig seks enkeltstående romaner, samlet til en nordisk hedensk version af Bibelens skabelsesberetning. Menneskenes udvikling fra de tidligste tider til Christoffer Columbus. Jensens ide har først og fremmest været at give en virkelighedstro fremstilling af menneskets tilblivelse, der bygger på Darwins evolutionsteori. At virkeligheden, som den er, er et under, er hele værkets udsagn.

Med Dyrenes Forvandling (1927), Aandens Stadier (1928) og Vor Oprindelse (1941) fortsætter JVJ sin rejse i Darwins udviklingslære. Sammen med talrige oversættelser af bl.a. Hamlet og De islandske Sagaer, tegner det et billede af en emnemæssig meget vidtfavnende forfatter.

Selve civilisationens vugge så JVJ som stående i Jylland, senere flyttet til England og igen til Amerika. For ham havde goterne, den nordeuropæiske race, forrang. Var det ikke os i Norden der havde tilpasset os naturen, istiden? De feje var flygtet til varmen, syden! JVJ viderebragte blot mange af de raceteorier der herskede i starten af 1900-tallet, men tog tidligt afstand fra ”den dårlige darwinisme”, nazismen, som han kaldte ”hadets sæd”.

Personen Johannes V. Jensen var en mand med mange facetter. Bag den arrogante fremtoning i offentligheden lå et følsomt gemyt og en stor venlighed, kendt af familien og alle vennerne. Han var konstant på farten, til lands, til vands og i luften, nysgerrig, undersøgende, udforskende. Alt skulle prøves. Han havde stor sans for håndværk med utrolige evner som skulptør, snedker, smed, maler, etc. Han prøvede det hele, var utrættelig, alt ledsaget af den samme begejstring for håndværk og mekanik, maskiner, for fremdrift, drivkraft og hestekræfter, for kultivering, udnyttelse og brug, for fremskridt!

Hør Dan Ringgaard fortælle om hvordan Johannes V. Jensen i sin litteratur knytter det store til det små, det universelle til det lokale sted her.