Af Bent Dupont

Axel Nielsen fra Færkenstræde

Aksel Sandemose voksede op som Axel Nielsen i et beskedent, men ikke fattigt, hus i Færkenstræde i Nykøbing. Der var 8 børn i familien, men på intet tidspunkt var alle til daglig i hjemmet. Axel var næstyngst af de 8 børn. Faderen arbejdede som smed, og familien fik det efterhånden bedre økonomisk, og faderen endte da også sit professionelle liv som maskinfabrikant. I skolen blev Axel kaldt for ”Axel Troldmand”, han var begavet uden at være fremragende, men han havde især en god hukommelse. Efter folkeskolen kom Axel i gartnerlære – uden succes. Bogen lå bedre for ham, og han fik fra Staby Vinterlærerseminarium eksamen som vinterlærer med en god karakter. Det blev til et kortvarigt job som hjælpelærer i Nykøbing; men så tog Axel Nielsen en beslutning som forandrede hans liv fuldstændigt. Han stak til søs.

Aksel Sandemoses barndomshjem, Færkenstræde 12 i Nykøbing Mors. På muren kan man ane Erik Heides tavle med Aksel Sandemoses portræt og Janteloven

Sømands-år

Når man læser romaner eller artikler af Aksel Sandemose, kunne man få det indtryk, at han gennem flere år sejlede Atlanten tynd. Det er imidlertid en kendsgerning, at sømandstiden var ganske kortvarig, nemlig fra starten af 1916 til september 1917. Og det var ikke hele den tid, der blev tilbragt til søs. Axel Nielsen havde fået det så utåleligt om bord på skonnerten ”Kathrine” at han rømmede på Newfoundland den 29. oktober 1916. Et par venlige fiskere skjulte rømningsmanden, indtil ”Katrine” var afsejlet – uden at man fandt den rømmede sømand, som skipperen ellers havde udlovet dusør for. Men Axel Nielsen måtte selv tjene til føden, og det forsøgte han i et kortvarigt ophold i tømmerhuggerlejrene i Millertownskovene. Ikke et job, der umiddelbart kunne skaffe den upraktiske Axel succes. Han tager tilbage til øen Fogo og er heldig med at få hyre på en Marstal-skude, hvor man ikke så helt så nøje på sømandspapirerne. Via Spanien vender Axel Nielsen tilbage til Danmark – uden at kunne være stolt af sømandsfaget, men medbringende en masse stof, som han siden øste af i sine bøger.

Debut – og de danske bøger

Det gik Axel med forfatterdrømmene, som det er gået de fleste andre forfattere. Man skriver, sender til forlag og får returneret det ene manuskript efter det andet. Imellem skriverierne forsøger Axel sig på studenterkursus i København, men han tager aldrig sin eksamen. Derefter bliver det til flere tilfældige job som inkassator, kolportør og jernbanearbejder; men der skrives stadig. I 1921 sker der et par afgørende ting i Axels liv: Han bliver gift med Dagmar Ditlevsen, og han ændrer sit navn til Aksel Sandemose. Her får han lagt en distance til sin opvækst og hidtidige liv. Nu skulle det være. Aksel Sandemoses held var, at Johannes V. Jensen fik øje på ham og lod den unge forfatter debutere med en novelle i sit tidsskrift ”Forum” i 1923. I november samme år udkom Aksel Sandemoses første bog: Fortællinger fra Labrador, og så gik det hurtigt. Allerede i 1924 udkom hele tre titler af Aksel Sandemose, i 1927 endnu en og Sandemoses danske forfatterskab sluttes af med Canada-romanen Ross Dane i 1928. Denne sidste danske bog var bygget på indtryk, som Sandemose skaffede sig på en Canadarejse på fire måneder i 1927-28.

Aksel Sandemose forlader Danmark

I maj 1930 rejser Sandemose med sin familie til Norge. Broerne til Danmark, hvor der var rod med forlagsgæld og rod med en hel del andet, bliver brudt. Med hjælp fra gode norske venner skriver Sandemose herefter på norsk og udsender allerede i 1931 romanen En sømand går i land, som i kunstnerisk bearbejdning fortæller om rømningen på Fogo og tilføjer et mord: Espen Arnakke slår sin rival John Wakefield ihjel. Det bliver senere i mange læseres bevidsthed til, at Aksel Sandemose slog en mand ihjel på Newfoundland.

Aksel Sandemose på kirkegården i Nykøbing Mors ved sine forældres grav, 1961. Han besøgte også graven i 1965, da han sidste gang var på Mors

Bogen om Janteloven

En flygtning krydser sit spor har undertitlen ”Fortælling om en morders barndom”. Det er bogen, hvor hovedpersonen, Espen Arnakke, indleder med at sige, at nu vil han fortælle alt. Det indebærer at Espen nu fortæller om baggrunden for mordet på store John Wakefield. Det skete, da alle barndommens fortvivlende nederlag mødtes i det sekund, hvor rivalen betvivlede Espens seksuelle formåen. Med Jantelovens 10 bud, som klinger lige så autoritative som Moseloven, sættes det snævre ”lillesamfunds” normer på formel. I Jante skulle ingen træde ved siden af vedtagne normer, og med Janteloven som rettesnor lykkedes det på den måde Jante at holde Jante nede – og at fostre potentielle mordere. Ingen var frie individer og medlemmer i et positivt fællesskab, men alle troede at et sådant fællesskab eksisterede. I dag er ”Janteloven” blevet til et begreb med et indhold, som adskiller sig fra Sandemoses analyse. Nu opfattes det at blive ramt af Janteloven, som at nogen møder misundelse og kritik, fordi de stikker snuden frem. I Sandemoses roman er der ganske alvorligere mekanismer i spil.

Fodspor i sandet ved klinten Arnakke nord for Nykøbing. Aksel Sandemose skrev i 1960 en fin erindringsskitse: "Spor i sand"

Inferno

Aksel Sandemose flygtede fra Norge til det neutrale Sverige i oktober 1941. Han havde ganske vist ikke direkte andel i den norske modstandskamp, men lederen af modstandsbevægelsen, Lauritz Sand, bad om at det blev sikret at Sandemose kom over grænsen, for ”ganske vist ved han ingenting, men Gud ved hvad de kan få ham til at sige.” Flugten var også for Sandemose en flugt fra et kaotisk familieliv, hvor han havde skaffet sig et barn med elskerinden, Karin Lange, og hvor den private tumult truede med at ødelægge forfatterarbejdet. Tiden i Sverige var tæt på at udvikle sig til, at Sandemose gik totalt i opløsning; alligevel endte det med et par afgørende triumfer: Han blev – på fej afstand – skilt fra hustruen Dagmar og gift med Eva Borgen, og han fik skrevet Det svundne er en drøm, ”Den eneste bog jeg har måttet skrive, men ikke ville skrive, men skrev.” Efter Tysklands kapitulation bosatte Eva og Aksel Sandemose sig i 1945 på husmandsstedet Kjørkelvik ved Risør. De 10 år – frem til tvillingsønnen Espens død i 1955 – var trods konstant pengemangel og alle mulige praktiske besværligheder de mest harmoniske i Sandemoses kaotiske liv.

Mord og kærlighed

”Mord og kærlighed er det eneste der er værd at skrive om.” Sådan siger en af Sandemoses romanpersoner i "Det svundne er en drøm". Sandemose har lyttet godt efter, for hans egne temaer er meget ofte mord og kærlighed. I Det svundne er der ikke mindre end 3 mord og mindst en undladelsessynd, som ender med død, som undersøges af den dårlige detektiv, norsk-amerikaneren John Torson. Torson når dog en erkendelse af, at det måske er ham selv der er den skyldige. I Varulven forsvinder Felicia Venhaug uden at efterlade sig andet end et blodspor i sneen. Mord eller selvmord? Læseren ved det ikke. Alice Atkinson i Alice Atkinson og hendes elskere myrdes (sandsynligvis) også – uden at vi på noget tidspunkt er helt sikre på af hvem og hvorfor. Det er altså ikke den traditionelle krimi, Sandemose dyrker, men snarere analysen af de mekanismer i menneskesindet, som skaber potentielle mordere.

Kærlighedstemaet findes i hele spektret fra den sunde og naturlige prærieromance mellem Eva og Rasmus Dansker i Ross Dane til beskrivelsen af de mange trekantsforhold i Varulven. I den ’store trekant’ i Varulven trives bonden Jan Venhaug med at hustruen Felicias elsker, Erling Vik, kommer på besøg på Venhaug, og at Felicia elsker med ham, når hun er i humør til det. I Vi pynter os med horn leverer Sandemose en direkte skildring af kærlighedens vilkår i et lukket mandssamfund: Blandt sømændene på skonnerten Fulton. Her skæres kvinder i træ til beundring og berøring og den levende Helga på Island ophøjes til Madonna for enhver i besætningen.

De gjorde ham til en myte

”De gjorde ham til en myte, og en myte kunne ingen besejre, heller ikke han.” står der på titelbladet i Varulven. Hvis ordene er møntet på Sandemoses opfattelse af sig selv, må man sige, at han selv har bidraget til mytemageriet. Han kunne kokettere med, at ikke bare hans romanperson, Espen Arnakke, havde begået et mord – det havde han skam også selv.

Og i hans talrige epistler i aviser og tidsskrifter kan man lege detektiv og finde uoverensstemmelser mellem tekst og virkelighed. Det kan være underholdende; men Sandemose har selv sat advarselsskilte op: ”Stol ikke for meget på den personlige epistel. Det er kunst.” og ”Digteren er en transformator… der gør den svage strøm højspændt.” Det giver rimelighed at sige, at Sandemose ikke altid adskilte liv og værk – nogle gange givetvis bevidst, andre gange ubevidst. Men det er vel vanskeligt altid at skulle leve op til sit eget image?

Der er ikke rejst en statue af Aksel Sandemose på Mors; men hans hovedværk mindes dog med en vej. Jantevej fører ned til Arnakke

Hjem til Jante

I Nykøbing var man ikke glade for En flygtning, som man syntes udleverede byen. Aksel Sandemose besøgte da også kun Mors ganske få gange – og ofte helt uofficielt – efter at han flyttede til Norge. I 1965 lykkedes det imidlertid en række kulturelle foreninger at få Aksel Sandemose til at komme til Nykøbing og holde et foredrag. Til det sidste var der hos arrangørerne tvivl om, hvorvidt Sandemose ville dukke op, men forfatteren kom og Centralhotellets store sal blev fyldt. Knud Sørensen afslutter sit digt, Sandemoses ryg i Jante, således:

"Og det var ikke mere ham
der gik ned ad gangen den aften
og det var ikke mere Jante den aften
og folk klappede og klappede og afstanden
blev større og større og jeg tænkte på
at han skrev:
”De gjorde ham til en myte…”

Dagen efter udtalte Aksel Sandemose i et interview: ”Alting kommer for sent i livet.” Det blev i hvert fald sent i hans liv, for Aksel Sandemose døde 5 måneder efter aftenen i Nykøbing. Han efterlod en meget omfattende produktion: 30 selvstændige bogtitler, 2 enmandstidsskrifter: Fesjå i fire hæfter og Årstidene i 13 hæfter og over 1250 artikler.

Se interview med Knud Sørensen om Sandemose og Nykøbing Mors her.