Anker Gemzøe

Mennesket i Limfjordsnaturen spiller en lignende hovedrolle for mellemkrigstidens Limfjordsforfattere, men samtidig repræsenterer de en række nye synsvinkler på psykologisk-sociale sammenhænge, en skærpet sociologisk bevidsthed. Udviklingen af kollektivromanen – en ny og vigtig romanform i mellemkrigstiden – har været tydeligt inspireret af de folkelige bevægelser i Limfjordsegnen. Det ses i Hans Kirks eksemplariske kollektivroman Fiskerne (1928) og i værker af Aksel Sandemose og Johannes Buchholz, der giver store kollektive billeder af nogle vidt forskellige Limfjordsmiljøer og -byer.  

Aksel Sandemoses En flygtning krydser sit spor (En flyktning krysser sitt spor, norsk førsteudgave i 1933) er en barne- og ungdomsskildring i form af en række uens erindringsglimt, der nødtørftigt bindes sammen som en psykologisk spændingsroman: hvordan bliver en mand morder? Det er en erindringsroman, der meget bevidst spiller på en uklar afgrænsning mellem forfatterens biografiske liv og den rene opdigtning. Mange har i vore dage lanceret den slags som noget helt nyt, men Sandemose havde lært en del om mulighederne af blandt andre Knut Hamsun og Johannes V. Jensen.

Bybilledet fremmaner i en dyster toneart en særlig form for provinsby – med en arbejderfamilie som socialt udsigtspunkt. Jante præsenteres i to kapitler efter hinanden. Det første er ”Drengen fra Jante”:

Der lå en fabrik i Jante, og der boede mange arbejdere i byen. Det var gennemgående en fattig by, og historien fortæller, at den altid har været det. På grund af beliggenheden har den aldrig haft store muligheder. […]. Jante er en by for nøjsomme slidere. Den ligger smukt, men temmelig lavt, nogle steder er der ofte oversvømmelse om efteråret. Omgivelserne er visse steder meget smukke, et smilende og skiftende landskab./ Sådan ved jeg, at byen er. Det er en objektiv beskrivelse omtrent som den ville blive i en håndbog […].          

Men det tilføjes straks, at for fortælleren er Jante det mest grå sted i verden. Det skyldes industriarbejdets tvangsmæssige, evindelige gentagelse, fattigdommen, udnyttelsen og ydmygelsen. I det næste kapitel, ”Sirenen og kirkeklokken”, sættes klokkens betagende lyd dramatisk op mod sirenens:

Men der var også en anden lyd, og den var ikke god, den lød som onde ånders udfordring til kirkeklokkens. Det var morgensignalet fra fabrikken. Den brød ind i de rå vintermorgener som helvedeshundens tuden, og lagde ligesom en regndis over selv den mest strålende sommermorgen.

Så følger snart lyden af træsko, af arbejdere på vej til fabrikken, altid i samme rækkefølge, livet igennem. Om de livslange mærker efter morgenlydene i Jante konkluderer fortælleren:

Den brutale sirene, der sendte sin knusende lyd ned over byen hver morgen, har jeg omfattet med angst og had og en gnavende melankoli – for den var ikke bare som en voldsmand, den var også trist, og hver gang sluttede den sit brøl med en tungsindigt faldende klage. Dens sønderrivende trussel vakte tidligt min protest mod alt, hvad der hedder at møde præcis […].

Med ubønhørlig logik gentages dette ledemotiv igen og igen, fx ved begyndelsen af andet bind: ”Nu hyler det fra fabrikken. Det hele er bare om igen og om igen, og der er en evighed til klokken bliver seks i aften.”

Men det er blot et element i den blanding af industriarbejde, lukket arbejderkultur og småborgerlighed, der forstærker hinandens værste sider. Den ondartede blanding får sit blivende udtryk i Janteloven. Det konformitetspres og den ringeagt for den enkelte, som den rummer, er egnet til at ødelægge al selvtillid og livsglæde. Paradoksalt nok virker konformiteten ikke blot som middelmådighed, men har et ekstremt præg. De indadtil konforme grupper hader og bekæmper hinanden. Enten er man rædselsfuldt fordrukken eller fanatisk afholdsmand. Enten hører man til arbejdergruppen eller til ’de hellige’. De hellige foragtes af arbejderne, og deres børn forfølges. ”Bondsk” bruges − som alle erhvervsbetegnelser fra landbruget – som skældsord. Arbejdernes og de helliges intolerance spejler og forstærker hinanden. Ungdommens fritidsudfoldelser er næsten indskrænket til at hænge på ”Hjørnet”, også et lærested for konform gruppeadfærd.

Jante er afledt af udtryk som ’Vi giver ikke en jante for dig!’ I Espen Arnakkes og Aksel Sandemoses oplevelse forvandles den, der ikke vil bøje sig under Jantes lov, til en flygtning – der ganske vist aldrig kan slippe helt ud af de kløer, denne dæmoniske afart af lillebyen har sat i ham. I verdenslitteraturen, i andres billeder af danskere og i vores selvbillede har Sandemoses Jante været med til at danne billedet af et Danmark, hvor man klynger sig til konformiteten og vogter på de andre. Ganske vist er denne kritiske brod, der ikke er blevet mindre aktuel med tiden, efter forfatterens egen forsikring ikke udelukkende rettet mod nogen særlig egn eller nation. Jante kan genfindes overalt, Janteloven er international. Igen er Limfjordsegnen billede på noget meget større. Men fastholder vi det regionale blik på fortællingen, er det påfaldende, at overskuddet i Limfjordsegnens skønhed i En flygtning krydser sit spor ikke kan opveje det sociale underskud, der tvinger hovedpersonen Espen på flugt – ligesom Per i Aakjærs Vredens Børn.