Anker Gemzøe

Allerede i tidlige digte som „Sundt Blod“ („Jeg bærer med Smil min Byrde“, 1906) løber det lyriske jeg over af glæde, når han „ser over tindrende marker/ og langt mod den blaanende Fjord“. I „Jeg er Havren“ kan søndenvinden ikke lade havren, personificeret som kvinde, være, smyger sig om hende, puster på hendes gule top, så hun må vugge med ham ned og op. Stærkest udfolder Aakjær Limfjordsbilledet i den sene roman Pigen fra Limfjorden (1921, genudgivet 2010, hvorfra citeres). Frøken Saltbæk, herregårdsejer ved Limfjorden og bogens hovedperson, forsøger at forklare sin gæst, den københavnske digter Stjernholm, hvad Limfjorden betyder for hende.

Pigen fra Limfjorden (1921):
Hun greb ham energisk om håndleddet, og trak ham op på fjordbakken, hvorfra man havde en herlig udsigt over Limfjorden og den modsatte kyst. […] „Men ser De denne fjord her; op ad den har jeg levet hele mit liv i onde og gode dage. Den har set mig græde og le; den har jeg betroet mig til, når mig sind var forstemt; med den føler jeg mig i det inderligste slægtskab. Heller ikke den er nogensinde i ro, ikke helt ens blot et minut til ende. Det er forbavsende så lidt denne fjord er kendt udenfor Jylland, men for mig er dens barskhed hundredfold mere værd end det sukkersøde Øresund, der minder om en kælen missekat, som stryger sig imod et grønt silkeskørt./ Ved Limfjorden er der ingen kælenskab, hverken i storm eller solskin. For tiden viser han sig i stram diplomat; men vent, inden aften kan De opleve at se ham i skjorteærmer; da er han ikke nådig; da kan han meget vel lange fiskerens båd en næve du, så den vender bunden i vejret. Jeg har set mere end et lig blive skyllet op på stranden. Det er havets nærhed, der virker smittende. Vesterhavet vil skyde genvej, og det skal gå raskt; så ta’r det undertiden både broer og både, ja endogså huse med og kaster det atter fra sig, hulter til bulter, hvor det ikke hører hjemme.”

Ved en senere lejlighed gør en udsigt fra en høj kystskrænt over den aftenblå fjord et så stort indtryk på den københavnske digter, at han sammenligner den med en vældig middelalderlig domkirke, bare 10.000 gange mægtigere. Og han spørger forbavset: ”Og denne egn har hverken set malere eller digtere.” ”Nej, De er da vist den første.” – svarer frøken Saltbæk. I betragtning af Limfjordsforfatternes, herunder Aakjærs eget, gennemslag i dansk litteratur i de foregående år skal det vel betragtes som et ironisk udtryk for, at frøkenen er bedre hjemme i Limfjorden end i litteraturen om den.

Limfjorden og frøken Saltbæk spejler hinanden bogen igennem. Begge har en temperamentsfuld og erotisk natur. Optakten til bogens dramatiske slutning er nogle erotiske badescener. På en jagttur ser frøkenen et sted ved fjorden ”et stærkt og farverigt billede” af karlene, der vander herregårdens heste: ”Ti glinsende stærke heste med omtrent lige så mange splitternøgne karle på ryggen.” Da de er redet hjem, ”kastede hun tøjet stykke for stykke på sandet og sprang til musik af kviende måger splitternøgen ud i bølgerne, som hun kløvede med hvasse svømmetag”. Men det beroliger hende ikke, og samme dag tager handlingen en afgørende drejning.

Pigen fra Limfjorden et markant, næsten sammenfattende udtryk for Limfjordsbilledets betydning i det folkelige gennembrud. Denne hovedstrøm i den danske vitalisme tones af lyset over Limfjordens vige og bredninger og egnens snart harmoniske, snart dramatiske møde mellem land, vand og frodig, oftest kvindelig kropslighed.