Anker Gemzøe

I Johannes V. Jensens roman Einar Elkær (1898) er de to mest centrale scener en varieret gentagelse af den samme situation: to unge mennesker, der bader nøgne i Limfjorden. Første gang er de 14-15 år. Einar og Betty har i pubertetsforelskelse kælet for hinanden under leg. Det er nok til, at Einar forvises og Betty sendes bort til en slægtning i nærheden. Einar løber en junidag de næsten 40 km hen til hende og finder hende ene.

Einar Elkær (1898):
Det var Einar, der fik den underfundige Ide, at de skulde gaa i Vandet./ Betty vilde gerne, det var kvælende varmt. Bag en lille Brink, hvor der var en blød Græsplet, tog de Tøjet af. Einar maatte love at vende Hovedet bort. Han gjorde det ogsaa, men pludselig vendte han sig alligevel og saa paa Betty, just som hun drog sin lille Chemise over Hovedet. Hun rødmede over hele Legemet – som en hvid Rose, der glider ind i rødt Lys. […] Solspil for over Bunden som Revner i et Spejl, nar Vandet kom i Uro. Smaabitte Flynderunger, der havde solet sig inde i det varme Fladvande, skyndte sig hovedkulds af Sted foran de to, pilede bort som smaa visne Blade, en Høstvind fejer langs Jorden. […] Ovre paa den anden Side af Fjorden gik gule Lerbrinker ned i Vandet, Luften ilede langs ad dem, og Spejlbilledet dirrede. Der kom ikke et Vindpust, Varmen stod ret op og ned. De store Kuppelskyer var gennemslaaede af Himlens Blaa og kun hvide i Randen. Himlen var som et Rum, og derunder laa Jorden tyst og stille. Et Sted i Græsset havde en Løbebille travlt, den ivrede fremad og kom undertiden til at staa paa Kant mellem Straaene af Hastværk./ Langt borte tordnede det, bag Synskredsen; det lød som naar Vinden løber over Spunshullet af en stor tom Tønde, det var som blev der strøget paa Randen af selve Himlens hule Skaal, saa at den dæmpet dundrede og klang. Et Par Mil borte stod Billedet at et Sejl omvendt i Fjorden, der gik to Brisestrimer nedenunder det.

Her udfolder Johannes V. Jensen som den første et vitalistisk grundbillede  knyttet til Limfjorden: en Limfjordstopos. Det nøgne køn, mand og kvinde i fuldeste kropslige blomstring mødes i en uskyldig sanselighed, der indgår i en harmonisk alnatur, et sammenhængende kosmisk og tempelagtigt rum, med samlethed og skønhed, skål- og kuppelagtigt – hvori blander sig stærke undertoner (den fjerne torden).

Rummet er på den side afgrænset. Det har en sluttet og intim karakter som et (sove)kammer. På den anden side går det fra himmel til jord, omfatter det ultranære (flynderungerne, løbebillen i græsset) og det fjerne. Rummet er uendeligt kosmisk ekspansivt i sit væsen. Limjordsnaturens bredninger har netop denne karakter – og udgør dermed den naturmæssige baggrund for udfoldelsen af det litterære billede. 

Der er i den nøgne kropslighed og i mødet mellem det mandlige og urkvindelige et element af tilbagevenden til en Edens have i situationen og rummet. Litterært kan vi også tale om en pastoral idyl og om det nye unge pars robinsonade. En sådan parmæssig robinsonade optræder siden som et afgørende punkt i den tilbagevendende fornyelse i Den lange Rejse.

Idyllen er tidsbegrænset. Da de unge antastes af en slægtning af Betty, jager den nøgne Einar ham bort med stenkast (endnu et billede på et urmenneskeligt instinkt). Badet som urmødet mellem kønnene vender også senere tilbage i det smukke digt ”Paaskebadet”. 

Den adskillelse mellem Betty og Einar, som nu følger, er mangeårig. Men da de mødes igen, er deres største oplevelse at bade sammen i Limfjorden – en gentagelse af ungdommens lykke på voksne præmisser. De er ”mest nede ved Fjorden” og der er noget guddommeligt over det:

Ofte sprang de op over Agerskraaningerne i Solskinnet og løb som to Guder. Einar vendte sig og saa paa Betty, hendes Barm bevægede sig, mens hun løb, som to store, hvide Roser, der trykkes ned af vindpust og dukker Hovederne – af og til kastede hun Halsen tilbage for at befri sig for Haaret, der slængte om hende og spillede som sorte Luer. (130) [Efter en episode, hvor Einar er svømmet og langt ud og er i alvorlig fare genoptages den kropslige nærhed:] Hvor dine Fødder er yndige! Sagde Einar og stansede grundende. De har et Udtryk af Uansvarlighed, som om de vilde sige: vi er saa smaa, vi har ingenting gjort. [...] Da Betty sov ind, sitrede hendes Fingre inden i Einars Haand og krøb ligesom smaa Dyr i Dødskamp. Einar laa stille og hørte hende sove, hun aandede lydeligt og sundt./ Medens Einar laa ganske stille hørte han Lyde fra Bettys Legeme – Hjærtet pulserede, det rørte sig i Tarmene. Han mærkede ligesom en Ebbe og Flod i hele hendes Legeme, hun blev lidt større og mindre mellem hvert Blodslag. Og Bettys Livsvarme naaede ham.

Dette er en stærkt betydningsladet kropsskildring. På den ene side kendetegnes den af en nærgående realisme, på den anden side af de rent ud kosmiske dimensioner i Bettys livsvarme – ”ligesom en Ebbe og Flod i hele hendes Legeme”.

Men kvindebilledet har en anden side. Idyllen afbrydes, da de unge får besøg af et andet par og i det hele taget indhentes af fortiden og den sociale omverden. Om Limfjorden hedder det foregribende: ”Her kan komme underlige Farvetoner over al Ting – ulmende Solnedgange – Fjorden skifter i alle Slags Kulører…” (138). Og da det er gået helt galt med deres forhold, og Einar er på vej til at bukke under for dekadencen, spejles det i en lang symbolsk Limfjordsskildring af nedgangen fra efterår til vinter: ”Mod Vinteren frøs Bugten til og de døde Gopler sad indefrosne i Isen som brustne og udflydte Øjne.” (173).

Einars sammenbrud ledsages af mareridtsbilleder af opslugende kvindekroppe.  Selv om dette negative, destruktive kvindebillede er symbolsk knyttet til Limfjordsegnens efterår og vinter, må det først og fremmest ses som et udtryk for den unge Johannes V. Jensens oplevelse af en uovervindelig modsætning mellem kønnene. Dette syn var påvirket af Nietzsches kvindeopfattelse og i det hele taget på linje med tidens dekadence, hvis karakteristiske kvindetype var den fatale kvinde: en Salome, en Medusa, en Medea. Einar Elkær udspiller sig ikke blot i Himmerland ved Limfjorden, men også i København og New York. Modsætningen mellem vitalisme og dekadence og den hermed sammenhængende modsætning mellem et naturligt og et inficeret forhold mellem kønnene svarer til en modsætning mellem hjemstavnen og storbyen. Men uklart indblandet heri finder vi en negativ logik i årstidernes og livsaldrenes cyklus, som betoner, at vinter og død altid får det sidste ord. Den præger også den følgende roman Kongens Fald. Siden blev vægten hos Limfjordsforfatterne, også hos Johannes V. Jensen selv, lagt på forårets stadige genkomst, naturens genfødende kraft tværs gennem falmen og død.