Anker Gemzøe

Limfjordsforfatterne fokuserer på mennesket som en aktiv del af naturen, en natur, der allerede hos naturforskeren J. P. Jacobsen, men stadigt tydeligere hos efterfølgerne, har træk af Limfjordsegnen.

”Mogens” (1872):
Sommer var det; midt paa Dagen; i et Hjørne af Hegnet. Lige for stod der et gammelt Egetræ, om hvis Stamme man gjærne kunde sige, at den vred sig i Fortvivlelse over den Mangel paa harmoni, der var mellem dens ganske ny, gulladne Løv og den sorte og tykke, krogede Grene, som mest af Alting lignede grovt fortegnede gammelgothiske Arabesker. […] Alt dette kunde man se, naar man kom ad Markstien der udenfor Gjærdet. Laa man derimod i Skyggen af Egen, med Ryggen mod Stammen, og saae den anden Vej – og det var der En, der gjorde – saa saae man først sine egne Ben, saa en lille Plet med kort, kraftigt Græs, dernæst en stor Klynge mørke Nelder, saa Tjørnehækken med de store hvide Konvolvolus, Stenten, lidt af Rugmarken udenfor, endelig Justitsraadens Flagstang der borte paa Højen, og saa Himlen. (Af indledningen til gennembrudsnovellen „Mogens“. Kort efter indtræffer et spontant møde mellem en ung mand og en pige).

„Men hvad Fornøjelse kan De da have af et Træ eller en Busk, naar de ikke forestiller Dem, at der bor et levende Væsen i dem, som aabner og lukker Blomsterne og glatter Bladene.“ […] „Ja, jeg kan ikke forklare det, men det ligger i Farven, i Bevægelsen og i den Form, det har, og saa i det Liv, der er i det, Safterne, der stiger op i Træer og Blomster, Solen og Regnen, der faar dem til at vokse, og Sandet, der fyger sammen i Bakker, og Regnskyllene, der furer og kløver Skrænterne, aa! det kan slet ikke forstaas, naar jeg skal forklare det.“ (Mogens søger sidst i novellen at forklare et moderne natursyn for den unge pige Thora, der ser naturen som romantisk besjælet).