Anker Gemzøe

Tilflytteren Johannes Buchholtz har i sine mange romaner lagt nye nuancer til Limfjordsbilledet. Debutromanen Egholms Gud (1915) og fortsættelsen Clara van Haags Mirakler (1916) er interessante bidrag til den før nævnte genre originalhistorien. Dobbeltromanen Dr. Malthes Hus (1936) og God lille By (1937) er fine og lidt oversete eksempler på Limfjordsegnens betydning for mellemkrigstidens kollektivromaner. Det hele begynder med en fantastisk flot, filmisk panorering over den lille by ved fjorden:

"En lille god By. Hvor ser den pæn ud højt oppefra, fra en Sky eller Flyvemaskine. Fjorden er blaa og Tagene røde. Og saa er det godt Vejr – Solskin og frisk Blæst. Kirketaarnet spejler sig nydeligt i Vandet – paa den Maade er der jo to Kirketaarne. Det er i Marts Maaned, en meget haabefuld Maaned, for nu skal det jo snart være forbi med denne kedelige Vinter. […] Ja, det er en lille god By set heroppefra. Den har et Kors af brede Gader midt igennem sig, en til Havnen, en til Syd og de andre Verdenshjørner. Det ser moralsk ud. Desuden er der et Netværk af mindre Gader, en Skov paa den ene Side af Byen og en Landtange paa den anden Side. Den ligner maaske nok andre Byer i Danmarks Riger og Lande, men derfor er den alligevel ikke kedelig, for saadan skal det jo være."

Menneskene ligner fra den højde kun kommaer og tankestreger. Men så zoomer den panoramiske fortæller nærmere ind på byens mange forskellige mennesker, dog med særlig interesse for Dr. Malthe og hans familie. Alting sker i sådan en lille by, dens liv er i sig selv en lille roman, forsikrer fortælleren og fortsætter:

"Selve Romanen? Ja, det er en vanskelig Sag, men vi vil blande os mellem Folk, lytte til, hvad de har at sige, høre dem tale, synge, nyse, følges med dem gennem Gaderne, ind i Stuerne og ud paa Havnemolen, ind i Kirken eller Biografteatret eller Jernbanestationen – langs Stranden, forbi Pavillonen til den lille Skov og måske længere ud i det aabne Land. Somme tider følges vi med et enkelt Menneske, somme tider med to."

Buchholtz har i denne roman og den følgende God lille By med lune skildret den idylliske lilleby, en ældgammel litterær tradition, ved at forene familieromanen og hjemstavnsromanen.

Ifølge Mikhail Bakhtins store essay ”Tidens og kronotopens former i romanen” er familieromanen oftest knyttet til et sted, hvor slægten/familien er bofast og har levet gennem længere tid, og som præger denne families liv. Stedets enhed opbløder grænserne mellem generationer og livsaldre. Livet går i kreds omkring de mest elementære realiteter: ”Kærlighed, fødsel og død, ægteskab, arbejde, mad og drikke og aldre” (Bakhtin 2006: 145).[1] Men så følger lige så ofte en beretning om, hvorledes senere generationer af slægten bryder op fra hjemstavnen. Der foregår et spil mellem familiens lilleverden og nye, fremmede kræfter, der på godt og ondt truer dens lukkede sammenhæng.

Men Buchholtz, selv tilflytter fra Fyn, har blandet familieromanen op med en kollektiv- og hjemstavnsroman om den Limfjordsbyen Struer og dens beboere – et lunt satirisk signalement af sæder og skikke i en lille provinsby. Vi har især udsigt fra den øvre ende, fra opfattelser og værdier i en human overlægefamilie, der ligger fortællerens livssyn nær. Familien ses dog også ses med en vis distance udefra. Og lillebyens værdier konfronteres med den store moderne verden, hovedstaden København og USA. Det sker, dels når repræsentanter for hovedstadens forlystelsesverden eller den amerikanske forretningsverden lægger vejen forbi, dels når den yngre generation søger at bryde op fra den lilleverden, de oplever som snærende.

Bogens bærende værdier er langt fra reaktionære. Vi får en glimrende skildring af de måder, hvorpå den historiske udvikling sætter sig igennem i de lokale formater. Der er også et skarpt blik for de fine, men allestedsnærværende markeringer af klasseforskelle, af lillebyens sociale hierarki. Generationsmodsætningerne er klare og skarpe, i lægefamilien og andre familier. Lillebyen ses også udefra, fx af Dina, da hun søger ar blive skuespiller i København. I forbindelse med hendes optagelsesprøve viser Buchholtz også sit stilistiske vingefang og raffinement: moderne oplevelser i moderne stil i form af bevidsthedsstrøm: ”Mine Ben er lamme, kolde og sammengroede fra øverst til nederst, men mit Hjerte banker, saa Overkroppen er i alt Fald levende, sagde Dina til sig selv. Jeg kan ogsaa godt tænke og iagttage. Hvordan er det egentlig fat med mig?”

Alt i alt fremstår lillebyens værdier og nære, omsorgsfulde menneskelige relationer som overlegne over for storbyens kynisme og desperation og det amerikanske samfunds pengestyrede kulde. Der er anderledes menneskelig gehalt i Dr. Malte end i hans gamle skolekammerat Aleksander Lomborg, bosat i København og direktør for et omrejsende teater.

Portrættet af Povl Malthe og hans kone Flora blander realisme og utopi i en skildring af et ægtepar i halvtredserne med modenhed, livsklogskab og den erotiske gnist intakt. Floras glæde ved sin have er et ledemotiv. Det samme er årets cyklus med det genkommende billede af den forårsblå fjord. Andet bind, God lille By, slutter med en dristig videreførelse og drejning af det Limfjordsbillede, den Limfjordstopos, vi har mødt i så mange udformninger. To forelskede mennesker bader nøgne i fjorden, men denne gang er de sidst i halvtredserne. Dr. Malthe, som har tilbragt hele natten med en anstrengende og forgæves operation, henter om formiddagen sin elskede kone Flora. Sammen kører de ud til fjorden.

God lille By (1937):
Nu laa Fjorden foran dem. Her var et lille Fiskerleje. En Flok hvide Baade laa for Anker, og neden for Bakken stod fire høje Mænd omkring et Baal. Garnene skulde tjæres, nogle af dem laa allerede udbredt paa Strandmarken. Man lugtede Røgen fra Baalet ind i Bilen – og Tjæren. Fiskeren saa langt efter de to. Bilen vuggede forbi smaa Huse, drejede omkring en Skrænt og holdt stille foran en udstrakt Eng./  − Her har jeg tænkt mig … sagde Povl Malthe./ Paa den anden Side Fjorden laa en Ø med røde og hvide Huse, mørke Gaarde, en enkelt Kæmpehøj, et Par Granplantager … Bag ved Øen et fjernt graagrønt Land med gule Klinter hist og her. […] – Du, Povl, hvad om vi gik i Vandet!/ − I April! Det er for koldt./ − For koldt! Rejs Dig op og se. Flora pegede. Han rejste sig over Ende. Ud for Fiskerlejet gik en Flok Børn ude i Vandet. […]  −  Han naaede frem til hende med forsigtige Skridt. Flintesten og Muslinger skar ham under Fodsaalen, men nu slap ogsaa han Bunden, dykkede under og svømmede udefter. Ja, det er koldt! Sagde han. Hans Stemme sitrede. Men dejligt var det bare det at høre Vandet snøfte. De svømmede Side og Side over den solplettede Bund. Snoretangen løftede sig i brune Spiraler fra de hvide Sten. Et Stykke Sand blev levende og flyttede sig lynsnart – altsaa var det en Flynder. Der gik en Krabbe som en Politibetjent, parat til at paagribe hvem som helst. Og der smuttede en Aal, som følte den sig mistænkt./ Flora drejede Hovedet og saa hen til Povl. Hun lo. Vandet havde klæbet hendes Haar tæt til Hovedet, saa det syntes mindre – saa hun syntes yngre. – Aa! sagde hun. Al hendes Livsglæde var samlet i dette Raab.     

Katastrofen lurer, da Povl Malthe rammes af hjertekrampe, men det bliver ved en kortvarig påmindelse om døden.

Johannes Buchholtz’ lune idyl med kritiske og satiriske sprækker, hans lokale blanding af slægts- og hjemstavnsromanen, er tydeligvis en vigtig forudsætning for de idylliske skildringer af små steder – med noget mere faretruende sprækker – gennem beslægtede genreblandinger hos senere Limfjordsforfattere som Knud Sørensen og Jens Smærup Sørensen. Og samme blanding af familie- og hjemstavnsromaner, ganske vist i meget forskellige, sjældent så idylliske tonearter, er et aktuelt hit i dansk litteratur.