Anker Gemzøe

Omkring billedet af den nøgne kvinde, der bader i Limfjorden, opbygger Thøger Larsen en hel mytologi. Skønt antydet i tidligere digtsamlinger får billedet fuld figur fra Dagene. Viser og Digte (1905) – og det fra det første digt.

”Strandvalmue” (1905):
Strandvalmue,
Blomsterlue,
Blomsterlue ved Bredning blaa!
Du blusser paa skønne,
Stridbart grønne
Planter, der modigt i Sandet staa,
Fjedrende stinde,
mod salte Vinde,
salte Vinde fra Bredning blaa. 

Strandvalmue,
Blomsterlue,
Blomsterlue paa nøgen Strand!
Fra grønne Tander
dit Gule bander
paa Livets Ret imod Sø og Sand.’
Fjernt fra de fagre,
fede Agre
staar du som Kætter i Verdens Ban. 

Blomst ved Bredning,
Plante-Hedning!
Over dig flagrer den friske Dag.
Dit salte Væsen
med Søvinds Blæsen
mødes i indre stridt Behag.
Stundom vel svier
Roden, der dier
Strand, som slubrer i Bølgeslag.  

Strandvalmue,
Blomsterlue,
Blomsterlue ved Bredning blaa!
Bondemands Datter
med hvippende Patter
ser du forsigtig i Badet gaa.
Flyndren glider,
Krabben bider,
Krabben bider i Pigens Taa. 

Blomsterflamme!
Bølgens Kamme
hvassere tirres mod Efteraar.
Frø bliver modne.
Frugter skal raadne.
Mændene ud med Leerne gaar.
Stormene lange
omkring din Tange
slukker dit sidste Blus for i Aar. 

Det er en ouverture til et hovedtema hos Thøger Larsen, som omfatter det blide og det barske i Limfjordsbilledet såvel som i kvindesynet. Strofeformen viser tilbage til H. A. Brorsons velkendte salme ”Her vil ties, her vil bies” (fra Svane-Sang, 1765). Digtet er en kritisk genbrug af formen (en kontrafaktur), et opgør med pietismen i en alternativ trosbekendelse til naturen, som den fremtræder i blomsten ved bredningen.

Strandvalmuen er en skøn blomst, levende og lysende som en flamme. Men den er også stridbar, står modigt og fjedrer stivnakket mod de salte vinde fra bredningen. Vokset op under barske livsomstændigheder (”paa nøgen Strand”) hævder den livets ret ”som en Kætter i Verdens Ban”. Den er hedning, dens salte væsen mødes med den barske Limfjordsblæst i ”et stridt Behag”, og det generer den ikke, at det stundom svier, når roden dier den salte strandjord.

På samme måde går ”Bondemands Datter/ med hvippende Patter” (naturlige, neutrale ord for Thøger Larsen) forsigtigt i vandet, men er hårdhudet nok til at finde sig i, at ”Krabben bider i Pigens Taa” – måske er det ligefrem spændende. Søren Baggesen, som har en fin tolkning af digtet iøvrigt, vil have, at pigen skal repræsentere den fede mark.[1] Der er imidlertid gode grunde til snarere at se en parallel mellem strandblomsten og pigen. De er begge stridbare og hårdføre udtryk for en kvindelig kraft, som humoristisk indfældes i en erotisk almatur, en skøn og barsk kosmisk dynamik mellem kønnene i menneskenes, dyrenes og planternes verden, et gnistrende erotisk møde mellem fjorden og stranden, solen og jorden, lynet og kloden. Blomsten og kvinden er gudinder – og trodsige kættere. Den erotiske cyklus rummer også døden, som det tematiseres i sidste strofe: Frugter skal rådne, mens mændene går med leer, og stormene ”slukker dit sidste Blus” – vel at mærke ”for i Aar”. Død og visnen er allestedsnærværende hos Thøger Larsen. Undertiden har døden en absolut, dekadent karakter (som hos den unge Johannes V. Jensen), men som oftest er den et uundgåeligt og vigtigt element i det erotiske kredsløb. Undergang og død er nødvendige komponenter ved elskovsmødet, skabelsen og væksten.

Et endnu mere åbent ladet og erotiseret digt er ”Maj” fra samme samling:

De unge Piger sig med Blomster smykke
og skære Hjerter ud i Træers Bark
og smile ved, at hver en Urt paa Mark
forsigtig aabner Kønnet for sin Lykke.

Det erotiske forårsunder er – som hos Johannes V. Jensen – indfældet i et kosmisk kuppelagtigt bredningsrum:

Igennem Engen blinker Aa og Strøm,
der gyldent Fjord og Søer sammenkoble.
Om alting hvælver, spændt af Sol og Drøm,
sig Himlen som en bristefærdig Boble.
Bredningsrummets på en gang sluttede og åbne karakter gør det så velegnet et billede på en spændingsfyldt kosmisk totalitet. 

I Det Fjerne (1907) er billedet af den badende pige samlingspunktet i en række intense hymner til naturens og verdensaltets store genfødelsescyklus. I ”Vaardagen” smider selve jorden kjolen, og hele den geologiske historie tolkes således:

Det er jo Livets Floder,
som syder, svulmer, klemmer
i Eva, Dyrets Moder,
der nyder og fornemmer.

Mange senere digte som ”Tordenbygen” (Bakker og Bølger, 1912) og ”Sommervise” (”Du dansk Sommer, jeg elsker dig”, Vejr og Vinger, 1923) giver et dramatisk billede af den naturens passionerede spænding, der er øm og yppig, men også rummer døden, er lunefuld, vild og farlig. Med stadigt udgangspunkt i Limfjordsegnens natur udfolder Thøger Larsen ekspansivt et erotisk, vitalistisk og kosmisk livsbillede.